English | Dansk
American Express® Denmark
Principper for databeskyttelse og beskyttelse af privatlivets fred
Disse principper for databeskyttelse og beskyttelse af privatlivets fred (herefter "Principperne") beskriver måden, hvormed American Express Company og dets 100 % direkte og indirekte ejede datterselskaber (herefter "American Express") indsamler, anvender, opbevarer, deler, videregiver, sletter eller på anden måde behandler (herefter samlet betegnet "behandler") Deres personoplysninger. Personoplysninger omfatter enhver type af oplysninger, der er forbundet med et identificeret eller identificerbart individ. Standarden for beskyttelse af personoplysninger beskrevet i nærværende Principper anvendes af American Express på globalt plan. Dermed sikres en tilstrækkelig og konsekvent beskyttelse af behandlingen af Deres personoplysninger. I nærværende Principper benyttes begreberne "De" og "Deres" til at betegne enhver individuel kunde eller medarbejder hos American Express samt ethvert andet individ, hvis personoplysninger vi behandler. På samme måde henviser "vi", "os", "vores" og "American Express-koncernen" til American Express.
- Indsamling: Vi indsamler kun de personoplysninger, som er nødvendige, og indsamlingen foregår på lovlig og ordentlig vis.
- Underretning og behandling. I de tilfælde hvor det ikke tydeligt fremgår ud fra de produkter eller ydelser, som De vil benytte, eller fra karakteren af Deres forhold med os, vil vi gøre Dem opmærksom på, hvorledes Deres personoplysninger vil blive behandlet, og hvilke selskaber i American Express-koncernen, der er ansvarlige for denne behandling. Deres personoplysninger bliver behandlet på behørig måde og kun til de formål, som De er blevet oplyst om, som De har tilladt, eller som er tilladt efter gældende lovgivning. De har ret til at fremsætte indsigelser imod visse former for behandling i henhold til gældende lovgivning.
- Deres valg. Vi giver vores kunder muligheden for at få deres persondata tilføjet eller fjernet fra lister til markedsføringsbrug i overensstemmelse med gældende lovgivning. Dette omfatter tilbud om produkter og ydelser fra American Express samt tilbud udarbejdet i samarbejde med vores samarbejdspartnere. Alle vores selskaber vil naturligvis fortsætte med at sende information til vores kunder omkring de produkter eller ydelser, som de modtager fra det pågældende selskab.
- Datakvalitet. Vi anvender behørig teknologi og har veldefinerede retningslinjer for vores medarbejdere for at sikre en hurtig og præcis behandling af Deres personoplysninger. Deres personoplysninger bliver ikke opbevaret længere tid end nødvendigt, dog med undtagelse af hvor det kræves i henhold til gældende lovgivning.
- Sikkerhed og fortrolighed. Deres personoplysninger er fortrolige, og adgang dertil er begrænset til personer, som har særligt behov for at kunne tilgå dem for at kunne udføre deres forretningsaktiviteter, medmindre det på anden måde er tilladt efter gældende lovgivning. Vi er underlagt branchenormer og anvender forsvarlige administrative, tekniske og fysiske sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte Deres personoplysninger mod uautoriseret adgang, tilintetgørelse, brug, ændring eller offentliggørelse. Vi kræver, at de tredjeparter, som vi giver tilladelse til at behandle Deres personoplysninger på vores vegne, lever op til branchens og lovgivningens krav i forbindelse med sikkerhedsforanstaltninger.
- Deling af data. Vi deler kun Deres personoplysninger med tredjeparter i tilfælde, hvor det er nødvendigt for at kunne levere produkter og ydelser til Dem, eller hvor vi tidligere fået tilladelse fra Dem som et led i vores samarbejde, eller i forbindelse med vores bestræbelser på at mindske bedrageri og kriminelle aktiviteter, eller hvor det er tilladt ved lov.
- Åbenhed og adgang til indsigt i oplysninger. Såfremt De anmoder om det, oplyser vi Dem om, hvordan Deres persondata behandles, samt Deres rettigheder og retsmidler i henhold til nærværende Principper, og De kan forhøre Dem om karakteren af de personoplysninger, som American Express opbevarer og behandler om Dem. De vil blive givet adgang i henhold til lovgivningen i Deres eget land, uanset hvor oplysningerne behandles og opbevares. Såfremt nogle af oplysningerne er ukorrekte eller mangelfulde, kan De anmode om at få rettet oplysningerne.
- International deling af data. I de tilfælde hvor det ikke tydeligt fremgår af de produkter eller ydelser, som De vil benytte, eller af karakteren af Deres forhold med os, vil vi gøre Dem opmærksom på, hvis der er en mulighed for, at Deres personoplysninger bliver videregivet uden for Deres land, samt sikre, at en sådan videregivelse kun finder sted i henhold til gældende lovgivning. Uanset hvortil Deres personoplysninger bliver videregivet, er Deres personoplysninger beskyttet af nærværende Principper.*
- Integritet. Alle selskaberne i American Express-koncernen og deres medarbejdere skal behandle Deres personoplysninger i overensstemmelse med nærværende Principper. Vi træner vores medarbejder i og kontrollerer vores overholdelse af nærværende Principper og lovgivningen. Medarbejdere, som ikke overholder nærværende Principper, vil blive mødt med en disciplinærstraf, som i yderste konsekvens kan medføre afskedigelse. Det forventes, at medarbejdere anmelder enhver overtrædelse af nærværende Principper til deres ledere, deres afdelings databeskyttelsesansvarlige person, juridisk afdeling, vores kontor for beskyttelse af privatlivets fred eller selskabets ombudsmand.
- Ansvarlighed. Som begunstiget tredjepart efter nærværende Principper har De i Deres land ret til at gøre nærværende Principper gældende over for de selskaber i American Express-koncernen, som er ansvarlige for Deres personoplysninger. Såfremt De har indgivet en klage i forbindelse med vores overtrædelse af nærværende Principper, hvorefter vi i god tro har forsøgt at udbedre klagepunktet gennem vores kundeserviceproces, uden at klagepunktet er blevet udbedret inden for rimelig tid, har De ret til at gøre nærværende Principper gældende over for os. Hvis De indgiver klagen til Deres lokale datatilsyn, og tilsynet finder, at vi har overtrådt nærværende Principper, vil vi rette os efter tilsynets afgørelse, dog forbeholder vi os retten til at anfægte eller gøre indsigelse imod en sådan afgørelse. Nærværende Principper påvirker ikke de rettigheder, De har under gældende lovgivning, krav fra relevante databeskyttelsesmyndigheder eller andre former for aftaler, som De måtte have med os.
Nærværende Principper understreger vores forpligtelse til at beskytte Deres personoplysninger. De er bindende for alle selskaber i American Express-koncernen, hvilket demonstrerer vores engagement i beskyttelsen af privatlivets fred. Derudover kan alle selskaber i American Express-koncernen, som er i besiddelse af personoplysninger, have egne yderligere regler og fremgangsmåder i forhold til særlige produkter eller ydelser, som skal være forenelige med nærværende Principper.
Såfremt De har spørgsmål eller bemærkninger til Principperne, er De velkommen til at kontakte os.
AMERICAN EXPRESS
Copyright © 2024 American Express Company